Dag 0:
På vej i bilen mellem lørdagens to festlige arrangementer mærkede jeg tydelige tegn på …noget. Forkølelse, influenza. Skrev og meldte afbud til næste aftale, hvor min elskede skulle spille, og tog direkte hjem.
Tog gode doser C-vitamin, D-vitamin, selen, konstaterede, jeg ikke havde noget A-vitamin. Tog EGCG for det tilfælde, det var en covid, der ulmede. Stille aften under tæppe og tidligt i seng.
Dag 1:
Søndag skulle have været den dag, jeg kom foran med skrivearbejde. Men jeg vågnede med høj feber og smerter i hele kroppen. Min Oura fortalte også, at der var Større Symptomer (!) – forhøjet temperatur, hvilepuls og vejrtrækningsfrekvens.
Tog en kop kaffe, ikke nogen appetit, erkendte mit nederlag til et eller andet, som krævede, at jeg gik tilbage i seng.
Før covid-19 havde jeg aldrig feber, og truende influenza kunne ofte stoppes med hurtig indsats af ekstra af ovennævnte tilskud, plus hvidløg, ingefær og alt muligt godt. Fra første møde med en aggressiv spansk variant af covid – et rædsomt møde i 2022, – har jeg haft det fire gange og hver gang ikke kunnet gøre noget med nogen af de midler, der tidligere i mange år har virket.
Denne søndag lå jeg så stille jeg kunne i sengen, fordi al bevægelse var meget smertefuld. Men alle ved jo (?) at det heller ikke er godt at ligge for stille. Da jeg sidst på dagen skulle ud af sengen, eksploderede min brystkasse i smerter. Det føltes som et spyd bagfra gennem brystkassen tæt ved rygsøjlen. Hvert åndedrag var ulideligt. Jeg krabbede ind i stuen for at få plads til at bevæge mig – gik højlydt stønnende, svimmel og ukoordineret rundt og kunne ikke være i kroppen. Min elskede så magtesløs til; lagde helende hænder på, men jeg kunne ikke udholde at stå stille længe nok til at få hjælp. Tænkte på alle de kloge osteopater og andre, der har lært mig om ryg og krop og vaklede ind og lagde mig helt fladt på ryggen uden puder eller noget. For at sone den synd, jeg havde begået ved en hel søndag at ligge og læse i sengen med puder… (Chantal, hvis du læser dette, så var det dig, jeg så for mig)
Smerterne aftog noget. Kl 3 om natten stod jeg op og gik en vaklende parodi på strækmarch på stuegulvet i 20 min for at få bevæget og løsnet muskler, hvis det var grunden til smerterne. Jeg var ægte skræmt.
Dag 2:
Mandag skulle jeg mødes med en kollega – fik det flyttet til zoom, talte med hende i 45 min og var helt udmattet. Sov i 4 timer – fladt på ryggen uden pude. Biometriske værdier stadig helt skæve.
Min elskede lavede friskkværnet kaffe, som jeg selvfølgelig ikke skulle have, men lugten udløste en vild lugtforstyrrelse. Det har jeg haft fra første covid; ikke bortfald af lugtesans, men en slags default baggrundslugt, som har fulgt mig gennem årene.
Nu blev duften af kaffe til en lugt af kaffe blandet med ærter, som påtrængende fyldte hver vejrtrækning. Sanseovervældende og ikke til at stoppe, signalet er uafhængigt af et egentligt lugtindtryk, så det hjælper ikke at lufte ud.
Forkvalmet og smerteramt i hele kroppen sov jeg dagen væk og vågnede i tide til at deltage online i meditationsgruppe kl 18. Berigende, men udmattende.
Spiste et æble om morgenen og igen om aftenen og drak vand dagen igennem.
Dag 3:
Min elskede serverede frugt til morgen, det absolut eneste, jeg kunne tænke på at spise. Postevand til. Endnu en dag fladt på ryggen, hvor jeg langsomt var ved at gå i spåner af lugten af kaffe og ærter, inaktivitet og tab af arbejdstid. Heldigvis har jeg en livslang erfaring om, at alt ordner sig og jeg når det, jeg skal, også selvom det kan se sort ud, så jeg stresser ikke. Alle de forskellige vise mennesker, jeg har haft det privilegie at arbejde sammen med gennem årene, har underbygget en dyb tillid til en eller anden slags meningsfuldhed – i hvert fald falder det mig let at tænke: Det går nok.
Huskede, at jeg tidligere havde haft højst 5 dage med feber, så jeg regnede med at næste dag blev bedre.
Stod igen op midt om natten og gik strækmarch i stuen, lidt mindre vakkelvornt, i 20-25 min kl 3 om natten. Rædselsslagen for at få et spyd gennem brystkassen igen.
Dag 4:
Kærlighed kan godt vise sig som økologiske druer og melon, serveret på sengen. Vi holder så stor afstand som muligt, min elskede skal på turne i to uger og har (heller) ikke tid til den slags sygefravær, som jeg er ude i.
Jeg havde jo besluttet, at i dag skulle være en dag i bedring. Oura var ikke enig. Fortsat helt i kulkælderen med høj temperatur, hvilepuls og vejrtrækning. Men den skal jo ikke bestemme, hvordan jeg har det, så jeg stod op, tog et bad, tog sengetøjet af og satte mig ind ved computeren. Åbnede en forsømt mailbakke og tog mig af det vigtigste, sad faktisk ved computeren til midt på dagen.
Spiste forsigtigt ristet brød (GF) med hummus og tomat – det syntes at gå. Kiggede på kosttilskud uden lyst, tog en enkelt C-vitamin, min mest langvarige ven. Kosttilskud bruger jeg ikke fast eller dagligt, men tager efter temperament. Det, jeg oftest har lyst til, er C-vitamin.
Gik udmattet i seng igen uden at komme ud at gå, som jeg ellers havde tænkt jeg skulle. Kropssmerter stadigt kraftigt i lænd og rundt om brystkassen.
Sov dårligt og læste i sengen (Chantal!) på min iPad i mørket.
Dag 5:
Helt ærligt, nu kan det være nok! Stadig 39 grader…Men i dag har jeg en plan: koste, hvad det vil, skal jeg ud at gå og jeg vil gå gennem den ene skov til kirkegården og hjem gennem den anden skov. En ambitiøs plan, som Oura fraråder mig, men som sagt, en computer skal ikke bestemme over mig. Samler mig sammen og går i et tempo, der nok er 2/3 af min normale ganghastighed.
Vejret er fuldstændig fantastisk. Det blæser ret meget, men vinden er mild som et kærtegn. Solen skinner; der findes nok ikke bedre septembervejr end den dag.
På vej gennem skoven kommer en velfriseret og sød hund løbende direkte imod mig. Ejeren går langt bagved og svinger med snoren. Normalt er jeg ikke bange for hunde af den slags, men i dag sker der det, at jeg rammes af angst, stivner og ikke formår at røre mig. Tænker, at det må hunden kunne mærke, hjælp, så går den nok til angreb….får sagt helt høfligt: Kan du kalde din hund til dig? Hvilket udløser en strøm af skældsord og vrede. Glad hund og vred person går forbi mig, og jeg står og føler mig 2 år gammel. Mit nervesystem var lige i en helt anden alder end 64 år, eller jeg havde åbnet til en gammel oplevelse.
Med den tanke fortsætter jeg op på kirkegården, som nok er en af de smukkeste, der er. Højt placeret over en sø, meget gammel, meget smukt beplantet, store gamle træer. Et sted, jeg ofte går igennem på vandreture i det lokale.
Begge mine forældres urner er nedsat i fællesgraven. I min familie har vi ikke nogen traditioner i forbindelse med død, i en grad, som næsten er helt bizar. En ting er ikke at tro på et efterliv eller på noget større end os; en anden ting er at undgå at samle familien i det felt af følelser, der kunne være ved at snakke om, mindes, anerkende et levet liv og vores del i det.
Så jeg har kort sagt gået forbi det smukke område med fællesgraven, men aldrig opsøgt det og sat mig ned. Det gør jeg nu. Alt på mig er gennemblødt af sved, men vinden er præcis tilpas til at tørre uden at afkøle. Freden sænker sig. Endelig efter en lang rolig tid på bænken kan jeg mærke en dyb, gammel gråd, som får plads nu, på femtedagen efter immobilitet, smerter og faste.
Min familie ved godt, jeg kun sjældent græder. Børnene skæver til mig, når lejlighed gives, og de andre, også min elskede, er gode til at græde. Ikke jeg! Det er meget lettere for mig at mærke lykken end sorgen. Lykke mærker jeg hver eneste dag.
Efter en rum tid drikker jeg lidt vand fra en vandpost og starter turen hjem. Hele kroppen føles anderledes: lettere, stadig mærket, men noget tyngde er væk. Nye steder giver sig – venstre hofte giver lyd på hjemvejen, men jeg går roligt og prøver at give smerten plads, og den mindsker igen.
Hjemme spiser jeg en sen frokost efter 4 timer i naturen. Brød med hummus og kim chi føles helt rigtigt. Vand, vand, vand. Ser på kosttilskuddene, tager en C-vitamin. Det Hemmelige Våben, nu er det tid til det: kastanietanniner! Heldige grise får det i stedet for antibiotika, og produktet er på vej den snørklede vej gennem Novel Food godkendelse til mennesker. Men altså endnu ikke på markedet. Følg biolog Klaus Sall, hvis du er mere nysgerrig.
Ind i seng. Taler med nogle kolleger om aftenen, de er så fulde af god energi, at jeg føler med endnu bedre.
Imorgen må jeg da være næsten rask!
Dag 6:
Feberen nu kun 38.7 grader. Small blessings. og vejtrækningsfrekvens er normal! Men rask er jeg bare ikke. Så langt er jeg enig med Oura. Mit hoved er stadig helt fuldt af vat og tanken om arbejde er langt væk. Frugt og vand til morgen og et blødkogt æg.
Som dagens nye ting er Hosten kommet – den tørre, opslidende hoste, som jeg kender fra tidligere. Og mit højre bryst er fyldt af en fornemmelse af en knude, hvorfra stråler kraftige smerter ud i skulder og tilbage gennem lungerne. Jeg forstår det som en fortsættelse af spydet i ryggen og tænker – afsted ud at gå igen.
Pakker en rygsæk med diverse tøj, en flaske vand, en lille termokande med kaffe (mine forældre var glade for kaffe, så jeg tænker, jeg skal tage en kop med dem), et udskåret haveæble og vandrer afsted. Men det er meget tungt idag, så jeg går den mest direkte vej. Undgår på den måde også den vrede hundeejer, som jeg egentlig gerne ville have forklaret og beroliget, så hun ikke skulle få ødelagt sin gåtur og måske sit liv med al den vrede. Men jeg nåede det ikke i går og orker det ikke rigtig idag.
På kirkegården er vejret endnu mere himmelsk end i går. Mindre vind og derfor endnu mere ro. Det er fredag, så der er stadig ikke mange andre besøgende på kirkegården, og jeg har bænken for mig selv.
Det er ikke specielt bare mine forældre, jeg tænker på. Men at have tid til at sidde der, lige så længe jeg har lyst, det slår mig som noget meget sjældent i mit liv. SMS’er med en ven, der er pensioneret, med ny forståelse for ting, hun har berettet.
Da kaffe og vand er drukket og æblet spist, og mit gennemsvedte tøj og remmene på rygsækken faktisk er nået at tørre, starter jeg hjemad.
På vejen møder jeg en heks.
Det ved jeg ikke, hun er, da hun svinger sin cykel ind bag en bil, tager en sankekurv af bagagebæreren, hiver cyklen op på et stativ på bilens krog og siger: “Var det ikke flot?” Og det må jeg sige, det var, af en ikke-så-høj person at være at få den cykel derop. Vi falder i snak, og hun er en viis kvinde med livslang sankeerfaring, svampekunnen og urteforstand – fuld af liv. Det er hende selv, der kalder sig en heks.
Stærkt opløftet af mødet tænker jeg: Hvad var det lige her, jeg skulle mindes om? Og det er måske at blive meget bedre til at bruge de tilbud fra naturen, som er lige her. Det seneste hold ernæringsterapeuter, som blev uddannet med mig som holdleder, gav mig faktisk et dejligt værk med god inspiration til at komme i gang. Nu er tiden nok inde til at tage fat. Engang, når jeg er rask.
Det sidste stykke hjem er svært. Jeg er meget træt. Hjemme spiser jeg igen ristet GF brød med hummus og kim chi.
Om aftenen tænker jeg: Nu er jeg snart rask, så i dag laver jeg noget mad. Fandt hvide bønner i fryseren og lavede en ret med hvidløg, løg (altid), gulerødder, tomat og spidskål. Kunne mærke kvalmen ved tanken om græskar og blev klar over, at jeg faktisk ofte kan få lidt kvalme af græskar, men spiser det alligevel. Det tror jeg, jeg vil holde op med.
Kunne ikke spise meget efter at have lavet mad, men det føltes dejligt normalt at være tilbage med yndlingskniven på brættet.
Sover godt om natten, kun vågen en time midt på natten.
Dag 7:
Starter dagen i hostesikker afstand fra min elskede med at spise frugt og æg i morgensolen i baghaven. Orker næsten ikke igen at konstatere, at Oura har de røde flag oppe – fortsat feber og forhøjet hvilepuls.
Idag skulle vi have været til vores yngste datters fødselsdagsbrunch. Men ingen har brug for denne smitte – hvis man nu forstår mit ugelange problem som virus, smitte og immunreaktioner.
Så vi bliver hjemme, og jeg har sagt, at jeg kan være med på Facetime fra kirkegården med mormor og morfar der i baggrunden. Det er de alle med på.
Ud at gå igen, og også i dag er jeg træt, men går bare langsomt og en anden vej end første dag – den vrede hundeejer havde belært mig om, at det var en hundeskov der, hvor jeg blev ramt af angst. Alligevel mødte jeg løsgående hunde i begge de andre skove, jeg var igennem på vejen til kirkegården. Jeg tænkte på alle dem, som faktisk hver gang, de møder en løs hund, får det sådan som jeg nu har prøvet. Gad vist, hvor de skal gå i skoven?
Vejret er stadig himmelsk, og på kirkegården kan det mærkes, det er lørdag. De andre dage har jeg siddet nærmest uden at se andre i flere timer; idag kommer der flere, der lægger blomster, snakker sammen om nogen, som også ligger navnløst uder græsset. Alligevel er jeg ikke klar til at dele bænken, for jeg vil sidde der, når vi facetimer. Jeg breder mig; har vand og æble med, noget varmt og uldent at sidde på. Min hoste holder nok også folk væk fra at have lyst.
På langsom vej hjem til en sen frokost kan jeg mærke en stor sult efter avocado og varmrøget laks. Sniger mig skyldbevidst gennem Sparkøbmanden og finder lige det, får betalt og kommer ud uden et hosteanfald. Puh.
Havde tænkt, jeg skulle prøve at arbejde denne eftermiddag. Men jeg kan ikke.
Hvornår bliver jeg rask? Selv min meget afslappede tilgang til at være bagud kan jo blive spændt for hårdt. I morgen sætter jeg alle sejl, så jeg kan stare på mandagens opgaver hjemmefra og få noget fra hånden.
Dag 8:
Feberen er faldet….til 38.1! Juhu!? Hvilepuls stadig forhøjet. Hovedpine, men heldigvis ikke Hovedpinen (flækøkse gennem kraniet) som jeg har oplevet ved to tidligere covid. Til gengæld er vejret slået om, dagen starter mørk og våd, og mit humør er i bund. Jeg kan ikke holde det ud længere.
Selvfølgelig kan jeg det; i modsætning til de mange mennesker med langvarige mere kroniske tilstande, som jeg ser i klinikken, ved jeg jo godt, at dette er en afgrænset tid, så det er på en måde et luksusproblem. Ikke pive! Men alligevel. Piv.
Når nøden er størst, må man sætte Brødrene Price på fjernsynet. Et afsnit med dem i ungarsk rytterkostume og et, hvor de optræder i lederhosen, løfter faktisk livsviljen, så jeg over middag slæber mig herind til computeren.
Hvad de næste dage bringer, ved jeg ikke. En dag ad gangen!
Min foreløbige opsummering af denne 5. runde covid:
Er jeg sikker på, at det er covid? Det spørger folk om. Næh, hvornår er man sikker? Hvad er nytten af en test? Og selvom der var en påvist virus, er den så hele forklaringen – hvorfor foretager mit ellers udmærkede, velfodrede og tilfredse immunsystem sig ikke noget brugbart i en hel uge? Så for mig er det ligegyldigt med en test. Svaret ville alligevel ikke have nogen konsekvenser for, hvad jeg gør i disse dage.
Hvis jeg ser det, jeg fejler, som en klog krops opkald til mig i mit travle hverdagsliv, så har den foreløbig hjulpet mig til:
En fuldkommen opbremsning af både klienter, foredrag og undervisning i en hel uge; en dyb indre proces, som rækker 22 år tilbage til min fars død, og som jeg jo ikke har fundet tid til før; 3 dage i træk med 4 timer udendørs og i naturen på tidspunkter, jeg ellers ville have arbejdet indendørs og mest ved en computer.
Og det er da sådan ret godt gået af sådan en krop. For al mulig viden om, hvor fornuftigt disse ting ville være for mig, har jo ikke nået målet på så kort tid som denne “virus”.
Kosttilskud bruger jeg efter fornemmelse og fornuft. Der skal da ikke mangle D-vitamin og C-vitamin og sådan. Og jeg elsker alle mulige plantepræparater, som jeg har og tager så afvekslende som muligt. Hvis jeg sankede dem, ville jeg jo ikke kunne finde samme dosis af noget bestemt hver dag. Naturen har beredt os en rigdom af hjælpsomme stoffer, der regulerer, genbalancerer, blødgører, muliggører og nærer os.
Hele vejen gennem ugen har vores kloge børn støttet kærligt og forsigtigt medfølende (de ved godt, jeg ikke vil have medynk). De er måske miljøskadede og kan finde på at skrive sådan noget som, at jeg skal overgive mig til processen og stole på, jeg når alt det jeg skal, at der er en større sammenhæng, det giver mening i, – hvilket jeg jo er helt enig i, men tænkt at det giver mening også i næste led – og det var også et af børnene, der anbefalede brd. Price som del af restitutionen – jeg mener, det er da klogt?
Jeg kan nærmest ikke forestille mig, at nogen har læst dette til ende. Hvis du har, er du en helt, og formodentlig også en nysgerrig person. Du kunne nok blive en god ernæringsterapeut så. Nysgerrighed efter sammenhænge og lysten til at høre historier fra det virkelig liv er en vigtig drivkraft.
Tak fordi du læste så langt.
Hvem ved, hvad Oura siger i morgen.
Mia Damhus, sept 2025