Fluor, fluorid og PFAS

Fluor (F) er et grundstof, der findes i jordskorpen som uorganiske forbindelser med calcium, aluminium og natrium. Organiske fluorforbindelser – altså stoffer, hvor fluor er bundet til carbon (kulstof – C) – er fra naturens side sjældne og fungerer bl.a. som giftstoffer i visse planters forsvar. 

Fluor er et halogen, det vil sige kemisk i familie med grundstofferne chlor (Cl), brom (Br), jod (I) og astat (At). Af disse har chlor og jod stor biologisk betydning, og de påvirker indbyrdes hinanden; jodmangel kan forværres ved stor eksponering for chlor (klinisk erfaring med svømmere, der udvikler struma, som forsvinder ved jodtilskud). Tilsvarende er bromforbindelser, som har været brugt i bageindustrien (ikke i Danmark) mistænkt for at forværre (bidrage til symptomer, som ligner jodmangel). 

F-C-bindinger er meget stabile, hvilket gør organiske fluorforbindelser svære at nedbryde i biologiske systemer som vores krops afgiftning, biologiske rensningsanlæg og lignende. I den menneskeskabte kemi er de organiske fluorforbindelser til gengæld vidt udbredte. De udgør omkring 20% af moderne lægemidler og findes blandt de antidepressive, antibiotiske, kolesterolsænkende og kemoterapeutiske midler og som drivmidler i astmaspray. De udgør 30-40% af sprøjtemidler brugt i landbruget. 

Stoffer, som er tilføjet flere halogenatomer, kaldes under et polyhalogenerede: PBDEs (polybromerede diethylethere), PCBs (polychlorerede biphenyler), dioxiner og perfluoroalkylforbindelser (PFAS). 

Polychlorerede forbindelser har fra slutningen af 1920erne og frem til 1987 været anvendt globalt som sprøjtemidler i landbruget, kølemidler og drivgasser i sprayflasker. Montreal protokollen har siden 1987 begrænset anvendelsen af stofferne på grund af deres effekt på ozonlaget. Som erstatning har siden været produceret tilsvarende fluorforbindelser, som ikke nedbryder ozonlaget i samme omfang. De har dog vist sig alligevel at bidrage til drivhuseffekten og fra 2019 har de været omfattet af tillæg til Montrealprotokollen. 

Perfluorooctansyre og perfluorooctansulfonsyre (PFOA og PFOS, samlet betegnet PFAS her i teksten) er polyfluorerede forbindelser, som vi er mere i kontakt med i husholdningerne. Udover slip-let kogegrej bruges PFAS til imprægnering af tøj og tæpper, lak, fernis, lim og tape og emballage. Toxiske virkninger af PFAS er mange, blandt andet øget risiko for knogleskørhed, cancer og for kvinder i den fødedygtige alder øget abortrisiko og lavere fødselsvægt af barnet.  

Læs mere på Forbrugerrådets og Miljøstyrelsens hjemmesider.

 

 

Afgiftning

I ernæringsterapien arbejder vi målrettet på at støtte kroppens afgiftning og forbedre mulighederne for at udskille stoffer, som kan bidrage til dysfunktion. Det gør vi udfra konkrete, biokemiske overvejelser om enzymfunktioner, udfra fysiologiske overvejelser om udskillelse af galde, tarmtømning og ikke mindst styrkelse af tarmens mikrobiota. 

De svært nedbrydelige fluorforbindelser og de øvrige polyhalogenerede stoffer kan vi ikke stille meget op med – andet end at give krop og mikrobiota de bedst mulige betingelser gennem kost og livsstil. Det er derfor særlig vigtigt at begrænse eksponering. Støt de dagligvarekæder, der har taget stilling og faset PFAS ud af bagepapir og muffinsforme, skift dit kogegrej ud og spørg, hvilke pizzabakker de bruger i dit lokale pizzaria.

For en ernæringsterapeut udgør uorganiske fluorider en lidt anderledes overvejelse. De findes naturligt i drikkevand i varierende niveau kloden over, og i områder med meget lavt fluoridindhold i drikkevand ses caries, som bedres ved tilskud af fluorid. 

Det var forekomst af karakteristiske pletter på tænderne i områder med højere fluorindhold i vandet, som vakse tandlæger i 1900-tallets begyndelse opdagede hang sammen markant lavere forekomst af caries. Det har ført til, at 25 lande (som tilsammen udgør 5,7% af verdens befolkning) direkte tilsætter fluorider til drikkevand. Produktionen af superphosphat til gødning i landbruget giver fluorider som biprodukt; en del af kritikken af vandfluoridering knytter sig til denne sammenhæng.

Natriumfluorid tilsat tandpasta udgør globalt set langt større mængder og forbruget ventes stadigt voksende.

 

Fluorid, fosterudvikling og ernæringsterapeutens anbefalinger

I en artikel fra november 2020 peger danske forskere på fluorid som endnu en i rækken af stoffer, som påvirker fosterudvikling. De finder, at en rimelig grænseværdi for at undgå børn med lavere intelligens er 0,2 mg/l i det, vi drikker. Fra 1986 og frem til nu har WHOs grænseværdi ligget på 1,5 mg/l; en tanke herfra er, at cocktaileffekten (virkningen af mange samtidige kemikaliepåvirkninger) ikke har været anerkendt og indregnet i de gamle grænseværdier.

Teplanten er kendt for at opkoncentrere fluorid, og nævnte artikel har undersøgt fluoridindhold i flaskevand og forskellige typer te. Der er i de undersøgte mærker en fordel ved urteteer og hvid te sammenlignet med sort te, men find selv artiklen, hvoraf fremgår specifikke mærker, også af flaskevand, som ligger højt.

Fluorid optages allerede i mavesækken, bedst når maven laver godt med mavesyre, så pH er lav. Hvad ikke er optaget i mavesækken optages ret effektivt i tarmen, hvor optagelsen er pH-uafhængig. Fluorid optages i mindre grad, når det indtages sammen med rigeligt calcium som eksempelvis i mælk, eller hvis vandet drikkes til et måltid, hvor maden nedsætter tilgængeligheden.

50-60% af det fluorid, vi indtager og optager, udskilles over nyrerne; resten findes bundet i de mineraliserede væv (tænder og knogler), hvor 99% af kroppens fluorid findes.

Hvad gør ernæringsterapeuten, der gerne vil hjælpe folk med afgiftning? Vi anbefaler tit at skifte kaffe ud med te og mælk ud med vand som led i udredningen af komplekse kroniske lidelser. Og det lyder til at kunne øge fluoridindtaget. Vi kan også finde på at anbefale at drikke mellem måltider frem for til måltiderne, og det lyder til at kunne øge optagelsen.

Der er heldigvis hjælp i din daglige kost.

Udskillelsen af fluorid sker gennem nyrerne og favoriseres af mere basisk urin. Det er både fastlagt gennem forsøg, hvor man har givet forsøgspersoner ammoniumchlorid (som gør urinen sur) og natriumhydrogencarbonat, som gør urinen basisk og set på efterfølgende fluoridkoncentration i urin. Det er også vist i befolkninger udsat for højt fluoridindtag, at vegetarer i mindre grad end ikke-vegetarer får fluorose.

 

En samlet anbefaling er altså:

 

Artikler brugt som baggrund:

 

Læs videre på dansk: