Kontinuerlig blodsukkermåling uge 2: Hvad kan vi (mere) lære
Hvis du ikke har læst min blogpost om første uge med kontinuerlig blodsukkermåling, så læs lige den først her. Denne blogpost er nok kun for nørder, for mine konklusioner her handler selvfølgelig mest om….mig.
De sidste 7 dage af sensorens levetid spiste jeg low carb, og som beskrevet var mit mål jo at kunne få proteiner overvejende fra vegetabilske kilder.
Når jeg ser mine måltider for ugen igennem, er det dog ikke lykkedes så godt. Dels har jeg spist mere fisk, end jeg normalt ville, dels har jeg brugt en del kyllingesuppe. Dels føles det virkelig godt, dels er det en let måde at lave et godt måltid både morgen/frokost og aften – skiftende grøntsager koges møre i kyllingesuppen, og jeg elsker at få det blendet – og så spise med rigelige mængder tamariristede solsikke/græskarkerner og mandler. Og når man koger en stor økologisk kylling, bliver der automatisk også noget kyllingekød, som indgår fx i en salat med selleri, spinat, rucola, mayo og valnødder eller som ekstra protein til suppen.
Mit gennemsnitsblodsukker, som var 5,4 i første uge, faldt til 4,8. Det er svært at finde noget, som kvantificerer fordelen ved sådan et fald (når jeg allerede var på den gode side af målet), men for mig er der ingen tvivl: det er en stor fordel også hos os, der ikke har diabetes. Og især, fordi mit gennemsnit i uge 2 kom ud fra meget færre udsving, med lavt blodsukker på 3,9 og en top på 6,6 (efter avocado med rejer og grapefrugt og igen efter chiagrød med nødder og blåbær).
Rå rødbeder og gulerødder giver ikke mig udsving i blodsukkeret. Se fx onsdag d. 13. maj til morgenmad, hvor jeg fik en kålwrap med lidt strimlet oksekød og rødbedesalat plus et æg.
Har stort set dagligt fået rå gulerod som snack uden nogen udsving på kurven.
Bælgfrugter: Lørdag d. 16. var min frokost kogte Puy-linser marineret med ristet sesamolie, æbleeddike og tamari, spist med selleri og valnødder. Ingen udsving på kurven. Jeg havde kogt 100 g, men spiste ikke det hele. Ingen stigning på kikærtepandekager med peanutbutter heller.
Flere dage har jeg afprøvet hummus med grøntsager til som snack, og ikke set nogen udsving.
Nu har jeg fået en sensor mere. Og går og samler sammen til, hvad det lige præcis er, jeg vil med de næste 14 dages måling. I mellemtiden er jeg nogenlunde i ketose (lav-moderat på farveskalaen, når jeg stixer urinen) og har nu været det i et par uger. Smertefrit og masser af dejlig mad, og fortsat fokus på 12-14 timers madfri fra aftensmaden til morgenmaden.
Det er fortsat logisk ud fra almindelig grundviden, at et højt fysisk aktivitetsniveau dagligt lettere vedligeholder ketosen uanset de små mængder tilgængeligt kulhydrat i bælgfrugter. Så det er mit næste mål – mere vegansk og endnu mere motion. Dejligt at have fået en virkelig inspirerende tennistræner….og så er jeg igen oppe på min Office Stepper, når jeg arbejder hjemmefra.