Først bragt på CETs hjemmeside den 7. marts 2019.

Cancerkost: Hvor er evidensen?

Vi, der arbejder på den alternative side af systemet, bliver regelmæssigt beskyldt for at arbejde uden evidens for, hvad vi gør. Ernæringsterapi, som det undervises og udøves på CET, baserer sig på funktionel medicin og har på den måde en solid naturvidenskabelig basis.

Når man så ser en kostplan som denne, så er det vores tur til at spørge: HVOR er evidensen for, at dette er en god og helsebringende kost til en cancerpatient?

”Planen” er udleveret til en cancerpatient fra det behandlende hospital, og udfra formen kunne man få den tanke, at den er en standardforskrift, som flere får. Dette eksempel er til en særlig gruppe patienter, som er på flydende kost, men det ændrer ikke på de betænkeligheder, den rejser. Og gennem opslag på afdelinger og forslag til cancerpatienter generelt gives lignende vejledning: Spis bare løs af hvad som helst, også kager, og mælkeprotein er en god proteinkilde.

Umiddelbart kan det virke helt uforståeligt, at man foreslår sådan en kost til nogen som helst. Selv raske ville blive fejlernærede efter kort tid på denne dagskost. At det kan være en god idé til svært syge mennesker kan ikke begrundes hverken i evidens eller sund fornuft. Det handler, så vidt jeg kan se, om to grundlæggende dogmer, som jeg vil udfordre i det følgende. Derfor bliver det et lidt længere blogindlæg.

 

Image Credits: National Cancer Institute
Image Credits: National Cancer Institute

Dogme 1: Du må ikke tabe dig

Det ene dogme er, at du som kræftpatient for alt i verden ikke må tabe dig. Derfor må du hellere spise hvad som helst end at tabe dig. For nogen kræftpatienter betyder det, at de faktisk tilskyndes til at spise kager og søde sager, hvis de ikke har appetit på rigtig mad.

Er der mon evidens for, at sukker, kager, sodavand og pommes frites er bedre end ingenting?

Det er der helt sikkert ikke. Men eftersom vi jo ikke altid kan finde alle svar i forskningen, så lad os lige overveje kendte mekanismer omkring cellevækst og cancer.

En kost med et højt sukkerindhold giver højt blodsukker og deraf følgende højere insulin. Insulin er kroppens kraftigste anabole – altså vækstfremmende – hormon. Det er velkendt, og en af følgerne af forhøjet insulin kan være vægtstigning. Den måde at tage på giver ikke større mager kropsmasse, men mere kropsfedt. Og den slags fedt er inflammatorisk, altså med til at vedligeholde den inflammation, der er en del af cancerlidelsen. Forhøjet insulin og tilstanden insulinresistens, som er en forløber for type 2-diabetes, er direkte sat i forbindelse med udviklingen af brystkræft og prostatakræft.

Så hvordan kan det på nogen måde virke smart at bede kræftpatienter spise sukker og opbygge en bruttovægt, som blot er sammensat af mere fedt, men ikke nødvendigvis mere sund kropsmasse?

Fra en klient har jeg hørt, at en begrundelse for at spise sukker er: cancerceller har brug for sukker, og hvis man ikke spiser det, så tager canceren det fra os. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at referere det og håber sådan set, det er en misforståelse. I lyset af ovenstående er det forhåbentlig klart, at det ikke holder. Sukker er simpelthen en virkelig dårlig idé.

Dogmet om, at man bare ikke må tabe sig som kræftpatient, kunne godt nuanceres lidt. Som minimum kunne man følge folks kropssammensætning. En god 4-punkts impedansmåling giver et ret godt kig ind i forholdet mellem fedt, mager kropsmasse og vand. Og hvis et vægttab fører til fald i fedtmassen, men uændret eller større mager kropsmasse, er det et ønsket vægttab og ikke problematisk, selv for kræftpatienter i behandling. Det ville typisk ledsages af et lavere langtidsblodsukker, bedre insulinfølsomhed og lavere gennemsnitligt insulinniveau. Deraf også mindre inflammation, idet forhøjet insulin øger inflammationstilbøjeligheden.

 

Dogme 2: Du skal have meget protein for at modvirke vægttab

Dogme 2 er, at for at vedligeholde den magre kropsmasse, skal man have så meget protein som muligt. Og i direkte forlængelse, at al protein er lige godt i forhold til cancer, bare der er meget af det. Derfor den viste kostplan, hvor mælkeprotein er den gennemgående proteinkilde.

Er der evidens for, at det er den bedste løsning?

Proteinfraktionen af mælk omfatter blandt andet IGF-1 (insulinlike growth factor 1), som er en vækstfaktor, der hjælper kalven til en hurtig vækst. Mælkeprodukters påvirkning af IGF-1 og insulinniveau beskrives direkte som en af de virkningsmekanismer, der forklarer, hvorfor vestlig kost er knyttet til større sygelighed og dødelighed, blandt andet af cancer. Tidligere meget detaljerede og grundige studier af de mekanismer, hvor kostproteiner trin for trin påvirker cancerprogression, er foretaget under ledelse af Thomas Colin Campbell. Find hans primære forskningskilder via PubMed eller læs en populær sammenskrivning i bøgerne “Whole” og “The China Study”.

Al forskning kan diskuteres og alle resultater kan anfægtes, men vi bliver nødt til at lade enhver mistanke komme patienten til gode. Hvis vi ikke er helt sikre på, at mælkeprotein er en rigtig god idé – hvis der kan rejses rimelig tvivl – så duer det ikke at give en kostplan, hvor mælkeprotein stort er det ENESTE protein, der indgår. I TC Campbells oprindelige dyrestudier var der en bagatelgrænse. Så længe mælkeprotein udgjorde under 5-6% af energiindtaget, sås ingen eller kun små påvirkninger af cancervækst. Det er altså ikke her meningen at sige, at vi generelt aldrig skal spise mælkeprodukter. Men at anbefale en helt ensidig mælkebaseret kost til mennesker, der allerede har en aktiv cancer, virker helt galt. I dyremodellerne virkede mælkeprotein som en tænd-slukknap for vækst af cancerforstadier.

 

 

Mælkefedt versus andre fedtkilder

Den viste kostplan indeholder også betragtelige mængder mælkefedt. Det kan undre, da fede mælkeprodukter som fløde, sødmælk og smør er kilder til transfedtsyrer. Uanset mange forsøg på at forklare mælkens transfedtsyrer som mindre slemme end dem, der bruges i en række forarbejdede fødevarer, så er det endnu et område, hvor tvivlen bør komme patienten til gode. Hvorfor anbefale store mængder animalsk fedt, som er proinflammatorisk og bidrager med transfedtsyrer?  Samme mængde energi kunne lige så godt komme fra andre fødevarer med et højere indhold af enkelt- og flerumættede fedtsyrer og en mindre inflammatorisk profil.

 

Tarmens mikrobiota

Et andet og meget stort problem med den viste kostplan er, at der simpelthen ingen grøntsager, frugt, nødder, kerner, bælgfrugter og dermed fibre er i måltidsforslagene. Der er stor, tilgængelig viden på området om konsekvenserne af en animalsk baseret, fiberfattig kost: forarmet og ugunstig mikrobiota i tarmen og højere inflammationstilbøjelighed, nedsat afgiftningevne (mikrobiotaen varetager ca. 30% af kroppens afgiftningsprocesser), nedsat produktion af næringsstoffer i tarmen og ændrede raskhedsparametre som pH og fordeling af kortkædede fedtsyrer.

Igen lyder det til, at der faktisk er et dogme bag den fiberfri kostanbefaling: Man skal ikke spise sig mæt i fibre, så får man ikke protein nok. Hvis det er sådan, tankegangen er, så er spørgsmålet: hvor er evidensen for det? Tvært imod er en kost rig på plantemad igen og igen i forskningen sat i forbindelse med forbedrede prognoser på alle områder. Der er da også andre lande i EU, hvor man rutinemæssigt rådgiver cancerpatienter helt anderledes både før, under og efter behandling. Se selv et eksempel her. Oversættelse af disse italienske principper følger i kommende blogindlæg.

 

Image Credits: National Cancer Institute

Andre næringsstoffer end protein

Endelig må man sige, at et ensidigt fokus på protein og energi i kosten, uanset form, i denne kostplan fører til for lavt indtag af andre næringsstoffer. Hvorvidt det har konsekvenser for forløbet gennem behandling af cancer er ikke dækket af solid evidens. Men et eksempel på kostanbefalinger, der er mere ambitiøse, ses i kilde 2. De ligner til forveksling de anbefalinger, der rutinemæssigt gives til kræftpatienter blandt andet på italienske onkologiske afdelinger.

 

Konklusion

Hvis man er bekymret for, om tilskud af blandede antioxidanter er en risiko, så er det helt ubegribeligt, at man ikke bekymrer sig om denne ensidige kostvejledning. De metabolske mekanismer, der sættes i gang af et højt indtag af sukker og mælkeprodukter, er meget direkte virkende og meget kraftfulde. De påvirker ikke kun effekten kemoterapi og strålebehandling, som det diskuteres for antioxidanttilskud; de påvirker alle, som følger denne kostretning.

Opråbet herfra er, at sundhedsvæsnet udnytter sin autoritet til at hjælpe alle kræftpatienter med overkommelige ændringer, som er lidt mere ambitiøse end den viste plan. Brug de fagfolk, der sidder og vejleder, til at udvikle gode, lette løsninger, som giver et højt indtag af plantemad, varierede proteinkilder, nye og bedre kostvalg, fremfor at gå med mindste fællesnævner og anbefale mere mælk med sukker på. Det er ikke godt nok.

Vil du selv igang, så læs Anne van der Merwedes dejlige bog “En sund kvindekrop uden brystkræft” – den handler selvfølgelig om brystkræft, men kostanbefalingerne er lige til at gå til. Eller læs en mere generel bog: “Anticancer” af David Servan-Schreiber. Bon appetit.

  1. Clatici VG et al: Diseases of Civilization – Cancer, Diabetes, Obesity and Acne – the Implication of Milk, IGF-1 and mTORC1. Maedica (Buchar). 2018 Dec;13(4):273-281.
  2. Limon-Miro AT, Lopez-Teros V, Astiazaran-Garcia H: Dietary Guidelines for Breast Cancer Patients: A Critical Review. Adv Nutr. 2017 Jul 14;8(4):613-623