D-vitamin: Fra 0 til 100 på ingen tid

 

Man kan ikke skrive om D-vitamin uden at starte med Michael Holick. Med en dobbelt faglig baggrund både inden for biokemi og medicin og speciale i endokrinologi var Michael Holick i begyndelsen af 70’erne ansvarlig for beskrivelsen af D-vitamins fysiologisk aktive former, 25(OH)D3 og 1,25(OH)2D3. Han er forfatter/medforfatter til over 400 videnskabelige publikationer, en meget stor del af dem om D-vitamin.

Jeg oplevede Michael Holick på en international konference i funktionel medicin i 2005. Han var på det tidspunkt en meget kontroversiel person, idet han havde valgt at gå direkte i medierne med en anbefaling om ikke at bruge så meget solcreme. Han fremførte både i pressen og på konferencen vægtige argumenter for, at det lave D-vitamin, som kan komme ved altid at være dækket af solfaktor, medfører en øget risiko for en række kroniske lidelser, blandt andet også hudkræft. Det var jo en svær ting at få myndighederne til at bakke op – at hvis man bruger solcreme for at undgå hudkræft, stiger risikoen for netop denne lidelse. 

Michael Holick og andres forskning tydeliggjorde sammenhængen mellem D-vitaminniveau og risikoen for kronisk inflammation og autoimmune lidelser.

Fra en panikagtig erkendelse i 00’erne af, at D-vitaminmangel var udbredt, overset og kunne give mange kroniske helbredsproblemer, har opmærksomheden de sidste årtier ført til, at langt flere danskere bliver undersøgt for D-vitaminmangel. I kølvandet er de anvendte doser steget og steget. Målet med dette blogindlæg er at diskutere, hvor rimeligt det er med meget høje doser D-vitamin. Du skal forvente en del detaljer om D-vitamin; det er næsten nødvendigt for at forstå problemstillingen.

 

Faktaboks: D-vitamin, geografisk placering, behov og optagelse

Lidt baggrund om D-vitamin

D-vitamin er noget helt for sig i forhold til de øvrige vitaminer. Det har mere karakter af et hormon. Men ligesom for andre “rigtige” vitaminer må man forholde sig til risici både ved for lave og for høje doser. 

Figur 1: Trinvis dannelse af D-vitamin

D-vitamin dannes i flere trin: sollys stimulerer første trin i huden; den forbindelse, der dannes, er det samme som de allerfleste kosttilskud, nemlig cholecalciferol (D3). 

Det er et forstadie til det aktive stof; leveren står for næste trin af aktiveringen. Den forbindelse, der dannes i leveren (25-(OH)-cholecalciferol eller 25(OH)D3), er en lagerform af D-vitamin, som cirkulerer som et tilbud til de steder i kroppen, der er brug for D-vitamin. Det er også det, der måles i den mest almindelige analyse af blodprøver.

Efter behov tager kroppens væv så af lagerformen og aktiverer den til 1,25(OH)2D3. Denne aktive form af D-vitamin nedbrydes normalt ret hurtigt af et enzym, CYP24A1. Dette såvel som enzymerne i trin to og tre af D-vitaminets aktivering er cytochrom P450-enzymer. Det er enzymer, som har stor betydning også i leverens afgiftning, i omsætningen af fedtsyrer og andre hormoner med steroidstruktur (dvs dannet udfra cholesterol).  

De er jernafhængige, og jernmangel følges ad med lav D-vitamin (Se reference 1 – referencelisten findes i bunden af indlægget). Alligevel ser det ikke ud til, at man bare kan give et jerntilskud for at forbedre D-vitaminniveauet (Se reference 2).

Figur 2: Samspil mellem hud, lever og makrofag

D-vitamin: Samspil med A-vitamin

Den aktive form af D-vitamin binder sig til vitamin D-receptoren (VDR). VDR har sin virkning direkte på cellens DNA, hvor det binder sig i et større kompleks, som også omfatter retinoid-X-receptoren RXR. Dette er af betydning for at forstå en af de risici, der er ved meget høje niveauer af D-vitamin i blodet, nemlig en interferens med virkningen af A-vitamin.

Både VDR og A-vitamin receptoren RAR skal nemlig bindes til RXR for at virke. Og hvis det ene af vitaminerne er i meget høj koncentration, er risikoen, at det andet får mindre effekt end ønsket pga konkurrence om RXR (Se reference 3 og 4). 

En risiko ved meget høje niveauer af D-vitamin i blodet kan altså være, at man faktisk får relativ mangel på A-vitamin og dermed kunne immunproblemer, dårligt nattesyn, skrøbelige slimhinder, og i værste fald øget risiko for cancer være mulige følger. 

Figur 3 viser vitamin D-receptoren med det aktive site, hvor 1,25(OH)2D passer. Udsnittet viser strukturen af 25(OH)D og 1,25(OH)2D med angivelse af den hydroxygruppe, som adskiller de to molekyler. 

  Figur 3: Vitamin D-receptor

 

Når meget bliver for meget

En anden risiko er, at høje niveauer af lagerformen 25(OH)D3 simpelthen blokerer for den aktive form og dermed spænder ben for sig selv. Se med på figur 3, hvor det gerne skulle fremgå, at strukturen af de to D-vitaminer er så ens, at de begge kan passe i det aktive site i VDR – blot vil kun den ene virke efter hensigten.

Allerede i 2009 fremsatte forskere, hvad de selv kaldte den alternative D-vitaminhypotese. Kort fortalt er hypotesen, at faldende 25(OH)D3 i blodet kan skyldes bakterielle infektioner ,og at rette behandling derfor ikke er høje doser D-vitamin, men behandling med antibakterielle midler. Tværtimod kan højde doser D-vitamin som beskrevet risikere at blokere for VDR og på den måde forsinke kroppens egen produktion af bakteriehæmmende stoffer (Se reference 5 og 6).  

I klinikken ser vi mange klienter med en historie, der passer i den alternative D-vitaminhypotese. De får stadigt stigende doser D-vitamin, fordi deres indhold af lagerformen 25(OH)D3 i blodprøver til stadighed ikke stiger som forventet. De har kroniske inflammationer eller autoimmune diagnoser, hvor erkendelsen jo er, at D-vitamin spiller en vigtig rolle. 

Ikke så sjældent ser jeg personer, som tager 90 mcg eller mere dagligt; det er blevet standard kosttilskudsdoser, så man kan som forbruger ledes til at tro, at det er en god idé.

Der er ikke nogen langtidsdata på så store tilskud, og jeg mener, det er et skred, som vi bør  forsøge at stoppe eller i hvert fald forholde os nøje eftertænksomt omkring.

Den alternative D-vitaminhypotese har ikke fået megen opmærksomhed bredt i det kliniske miljø. Men uanset om man kan lide den eller ej, så bør risikoen for at hæmme A-vitamins effekt mane til eftertanke og moderation, når det handler om D-vitamin.

 

Min konklusion og forslag til handling kommer her:

Referencer

  1. Malczewska-Lenczowska J et al: The Association between Iron and Vitamin D Status in Female Elite Athletes. Nutrients. 2018;10(2):167.
  2. Azizi-Soleiman F, et al.: Effects of Iron on Vitamin D Metabolism: A Systematic Review. Int J Prev Med. 2016;7:126.
  3. Mucida D et al.: From the diet to the nucleus: vitamin A and TGF-beta join efforts at the mucosal interface of the intestine. Semin Immunol. 2009 Feb;21(1):14-21 21.
  4.  Christakos S et al.: Vitamin D: Metabolism, Molecular Mechanism of Action, and Pleiotropic Effects. Physiol Rev. 2016 Jan;96(1):365-408.
  5. Albert PJ et al: Vitamin D: the alternative hypothesis. Autoimmun Rev. 2009 Jul;8(8):639-44.
  6. Waterhouse JC et al: Reversing bacteria-induced vitamin D receptor dysfunction is key to autoimmune disease. Ann N Y Acad Sci. 2009 Sep;1173:757-65.